Nyheder maj 2017
Først og fremmest vil vi fremhæve den store succes med praktikanterne fra Ollerup Seminarium! Under deres besøg summede skolen af liv: der blev sunget, spillet guitar, strikket i lange baner og naturligvis undervist i de boglige fag. Praktikanternes besøg har udover at tiltrække nye elever til skolen også givet store succesoplevelser til elever, der har oplevet store udfordringer med at læse og skrive. Som et resultat af strikke undervisningen, går eleverne nu stolt op og ned af hovedgaden i Abene iført hjemmestrikkede huer. (Huer er – meget imod vores forventning – en vigtig del af garderoben, da de beskytter håret mod støv.)
Dernæst har foreningen afholdt den årlige generalforsamling i randers d 14. maj. Vi takker de fremmødte og ønsker bestyrelsesmedlemmerne tillykke med genvalget. Der er plads til flere medlemmer i foreningen, så inviter gerne andre ind.
Skolen har en elev, vi gerne vil gøre noget særligt for. Fatou er kvik, rigtig kvik og vi vil gerne hjælpe hende med at komme på den lokale tekniske skole, på restaurant linien. Vi er så småt begyndt at lede efter en sponsor, det kunne være en privatperson, eller måske en restaurant? Mere info vil komme.
Birte har holdt udslag på sine frisørtasker med stor succes. Det er med til at financiere et studieophold hos Vedvarende energicenter Thy for Sekou (skolens daglige leder). Målet er at etablere et samarbejde med henblik på at arbejde med solceller i Casamance. Har du lyst til at være en del af dette projekt, vil vi meget gerne høre fra dig.
Senegal voksenskole deltager til Couleur Café i København d 10. juni. Kom og besøg os i boden 🙂